Gå til hovedindhold

Hvem er vi?

En kvinde sidder i en af HandicapBilistCentrets kørevogne, mens en ansat i HandicapBilistCentret tester indretningen.

HandicapBilistCentret har til formål at hjælpe kommuner og borgere inden for området handicap og bilkørsel.

Vi hører under UlykkesPatientForeningen og PolioForeningen, men varetager alle sager uanset hvilken type af funktionsnedsættelse, en borger har.

Vi dækker hele landet fra vores afdeling i Rødovre, hvor vi har specialiserede fysioterapeuter og kørelærere, som udelukkende arbejder inden for området.

Vores tilbud henvender sig til:

  • kommuner, som skal have afklaret og belyst forhold i forbindelse med bevilling af handicapbil eller bilkørsel
  • private med fysisk eller kognitiv funktionsnedsættelse
  • sundhedspersonale, som har behov for at få vurderet kørefærdigheder hos patienter

I HandicapBilistCentret har vi specialiseret os i:

  • at vurdere kørefærdigheder i bil eller på elscooter
  • at teste behovet for særlig indretning i bil
  • at finde billigst egnede bil og indretning i henhold til Servicelovens § 114
  • at foretage forberedende sagsbehandling og gangtest i henhold til Servicelovens § 114
  • at tilbyde hensyntagende teori- og køreundervisning i egen køreskole med specialindrettede skolevogne

HandicapBilistCentret samarbejder med kommuner, politi, læger, hospitaler samt andre aktører inden for området.

Anerkendt for specialiseret viden

HandicapBilistCentret har i september 2014 modtaget Socialstyrelsens vurdering af, at vi besidder specialiseret viden:

  • Der er anvendelig i de mest komplicerede sager om vurdering af køreegnethed og indretning af køretøjer til svært handicappede.
  • Der er anvendelig i sager, hvor borgere med komplekse fysiske og kognitive funktionsnedsættelser har brug for praktisk undervisning i kørsel i specialindrettede køretøjer.

Denne viden og erfaring med de mest komplicerede vurderings- og indretningssager samt med undervisning af borgere med de mest komplekse funktionsnedsættelser vurderes ikke at findes andre steder i landet.